1

Er du vores udadvendte og opsøgende konsulent, der kan styrke relationer og samarbejde med aktørerne på det danske beskæftigelsesmarked?

IPSCenter Danmark er en veletableret og anerkendt konsulentvirksomhed med speciale i den evidensbaserede IPS-metode. Som Danmarks førende udbyder på IPS-området, hjælper vi hver dag Regioner, Kommuner og Jobcentre med at skabe jobs eller uddannelse med intensiv støtte til en stor gruppe af borgere med psykisk sårbarhed. Imod øget livskvalitet og selvforsørgelse.

Som en del af vores vækstrejse søger vi nu den person, der med ansvaret for den udadvendte og opsøgende indsats kan styrke relationer og udvikle virksomhedens samarbejde med aktørerne på det danske beskæftigelsesmarked.

IPSCenter Danmark www.ipscenterdanmark.dk

Vores overordnede filosofi er, at mennesker med psykisk sårbarhed kan arbejde på det ordinære jobmarked uden forudgående træning, hvis det rette job og de rette arbejdsomgivelser findes.

IPSCenter Danmark er den eneste private aktør, der binder borger, psykiatri og jobcenter sammen med uddannelsesinstitutioner og det lokale arbejdsmarked. I hele landet gennemfører vi værdiskabende kandidatforløb, uddannelses-programmer og tværfagligt samarbejde.

IPSCenter Danmark tæller omkring 20 ildsjæle – decentralt placeret i hele landet. Vi løser opgaven, hvor opgaven er og inddrager kompetencer og hinanden ud fra, hvad der skal til for at hjælpe borgeren bedst muligt på vej.

Stillingen

Du har ansvaret for IPSCenter DanmarkS kontraktforhandlinger og indgåelse af kontrakter med landets jobcentre og kommuner. Hver dag arbejder du på forudsætningerne for at indgå kontrakter med aktuelle aktører, der har beskæftigelsesindsatsen for psykisk sårbare borgere på agendaen. Det betyder, at du kender og nøje udvælger, hvor indsatsen skal gøres og hvor, IPSCenter Danmark kan gøre en forskel. Du kender aktørernes interne processer og organisatoriske relationer og du kender deres situation og forventninger til anden aktørs rolle. Du fastholder kontakten og er til stede, når der er behov for at sætte ind med IPS-metoden.

Det betyder, at du kender og etablerer en tæt relation til de afgørende beslutningstagere og interessenter på alle relevante organisatoriske niveauer. I en travl hverdag er det dig, der sikrer en vedholdende og opsøgende indsats. Det er afgørende, at du formår at udvikle og fastholde relationer og være til stede, når beskæftigelsesindsatserne er på agendaen hos det lokale Jobcenter. Vejen dertil er, at have en daglig gang hos kunderne med forskellige aktiviteter, der påvirker og sikrer fokus. IPS-metoden og IPSCenter Danmark er velkoendt og anerkendt hos mange af Danmarks Jobcentre og din opgave er at sikre, at vi er på ”opslagstavlen”, når de er beslutningsparate.

Du booker og planlægger ugentlige dialogmøder omkring nye indsatser og igangsætter relationsskabende aktiviteter – nogle gange kommer du ”bare lige forbi”. Løbende holder du faglige oplæg og morgenmøder m.m. for at være til stede hos de rette.

Det er afgørende for succes, at du trives med at etablere langsigtede og fagligt stærke relationer, hvor du igennem en struktureret og tålmodig indsats evner at være opsøgende, synlig, nærværende og ikke mindst fastholdende i forhold til dine primære kontaktpersoner.

Lige så vigtigt er det, at du motiveres af at disponere din egen indsats og følge din plan for, hvornår den rette timing er for at sætte et eller flere af virksomhedens IPS-produkter på agendaen.

Kvalifikationer

Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men det er vigtigt, at du har dokumenteret erfaring fra samarbejde, forhandling og kontraktindgåelse med kommuner og Jobcentre. Kendskab til LAB-loven og politisk tæft er en klar fordel. Du kan begå dig på chef niveau og tale med om den beskæftigelsespolitiske dagsorden.

Du er meget selvstændig, men samtidig teamorienteret. Du er udpræget vedholdende og initiativrig. Du tænker værdibaseret og er en dygtig storyteller, der formår at begejstre. Du trives med nye tiltag og forandringer og er selvkørende i det udadvendte og opsøgende arbejde. Du brænder for at skabe resultater – for borger, aktørerne omkring borgeren og virksomheden – hvilket kræver evner og lyst til både at pleje relationer og etablere nye kontakter.

Da du som udgangspunkt arbejder hjemmefra og dine kommende kunder ligger i hele Danmark, er det ikke afgørende, hvor i landet du bor. Du skal forvente en del rejseaktivitet, hvor du kommer godt rundt i landets Jobcentre.

IPSCenter Danmark tilbyder

Et spændende job, hvor du gør en kæmpe forskel - i en vækstorienteret virksomhed, der giver gode muligheder for både personlig og faglig udvikling. Kulturen er kendetegnet ved et ærligt, kærligt, direkte og uformelt miljø, hvor vi alle tager ansvar og fokuserer på opgaven, vi skal løse i fællesskab.

Du tilbydes gode arbejdsvilkår med en god lønpakke med ekstraordinær god sundhedssikring samt hjemmekontor. En forudsætning er dog, at du kører i egen bil. Du bliver afregnet efter statens takster.

Ansøgning

Hald+ACTIO Consulting står for rekrutteringen. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte rekrutteringskonsulent Louise Buur på + 45 24 88 85 97 elelr via mail på LB@actio-consulting.dk.

Vi besætter stillingen hurtigst muligt og vil løbende afholde samtaler. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ansøg stillingen her